De lyse
nætter
I 1925 bar det socialdemokratiske blad Hjemmets Søndags forside en helsideartikel af Johannes V. Jensen, en rejsereportage fra Norge, hvor han blandt andet beskriver fejringen af Sankthansaften:
"Det var en Gang en Solhvervsfest, i Ilddyrkningens Tid, det er nu gaaet ud af den almindelige Bevidsthed. Det civiliserede Menneske der tænder en Tændstik gør sig ingen Tanker om det umaadelige Kulturfremskridt der dermed er langt i hans Haand. Religiøst formaar derfor heller Ingen at føle for Baalet mere, eller for Hemmeligheden ved at tænde det, som dog en Gang har været i kun faa Indviedes Besiddelse. I Instinktet sidder det dybere, en vis magnetisk Indflydelse den frie Ild endnu har paa mange, hyppig hos Børn. Den pyromane Tilbøjelighed der kan dukke op som en Sygelighed hos enkelte Individer, en uimodstaaelig Lyst til at sysle med Ild og se det brænde, kan næppe forklares uden som Rest af Urmenneskets Fornemmelse overfor Ilden."
Jensen havde et udestående med Sankt Hans og samtidens sølle fejring af, hvad der for ham er et glimt af den urmenneskelige forbindelse med den guddommelige ild. I bogen Det tabte Land, der indledte romanserien Den lange Rejse, følger vi urmennesket Fyr, der som den første lærer at tæmme den mægtige ild fra vulkanen Gunung Api; vi læser om, hvordan ilden som urelement udgør en guddommelighed, som mennesket ikke kan tøjle uden samtidig at begå den tilsvarende ursynd: hybris. I Det tabte Land begår Fyr dén synd, at han tror sig herre over ilden, men han ender med at lide den eneste passende straf: at blive brændt af ilden og fortæret af de mennesker, han har bragt kulturens flamme. Under civilisationens fernis gemmer sig det animalske, det afsindige, offeret, mordet.
Men det har vi moderne mennesker glemt. I dag har vi glemt ildens elementale kraft. I samme artikel i Hjemmets Søndag fortsætter Jensen:
Nutidsmennesker fejrer Midsommer paa deres egen Maade, med Fyrværkeri i Tivoli, Blus ogsaa, ude omkring i Landet, fordi det nu hører sig til, men ellers uden synderlig Mening.
Ikke sjældent regner det St. Hansaften, og det gjorde det ogsaa i Aar; af Blussene bliver der da ikke megen Højtidelighed.
Det er med en tydelig ærgrelse, at Jensen karakteriserer sin samtids sankthansfejring. Men beklagelsen over den glemte vitalitet, der gemmer sig i ilden og de lyse nætter, udtrykker Jensen måske allertydeligst i en tekst, der blev bragt i Arbejdernes Almanak i 1937. Den kosmisk-religiøse ateist Johannes V. Jensen begynder med at afsværge enhver sekterisk appropriation af solhvervet, og minder os om, at der findes en universalitet i midsommeren, der hæver sig over enhver enkelt religions konkrete tolkning af årstiden:
Til at fejre Solhvervsfest behøves i og for sig ikke anden Forudsætning end den rent astronomiske, som er storladen og højtidelig nok naar man holder sig den for Øje, Omstændighederne ved Jordens Stilling til Solen, der to gange om Aaret medfører et Vendepunkt, midt om Sommeren og midt om Vinteren, hvorved den ene Aarstid gaar over i den anden.
Midsommeren er og bliver et vendepunkt, insisterer Jensen. Det er den planetariske kendsgerning, at jordens akse simpelthen er skrå i forhold til dens bane om solen, hvilket gør, at den nordlige halvkugle er lidt tættere på solen i sommerhalvåret og lidt fjernere i vinterhalvåret. Der er intet hekseri eller troldkunst, ingen inkarnation eller ofring, intet overnaturligt over jordens færden ude i verdensrummet. Men det er ikke en affortryllet verden, Jensen proklamerer. Nej, i stedet er det en verden, hvis mirakel ligger i selve det at være en del af altet. Lidt senere i samme artikel skriver han:
Her behøves ingen Symboler, den rene Sammenhæng er dog af en vældig, underfuld Natur, det at du og jeg lever paa et roterende Legeme, hvis Terminer bestemmer vor Tilværelse. At lade Solen skinne paa sig er det største af alle Mysterier, noget saa mærkeligt, og selvfølgeligt, som at Straalevarmen fra et fjernt Himmellegeme føles ned gennem Æteren direkte paa Huden. Lad andre opsøge Undere udenfor Naturen, i Indbildningens Verden, for et simpelt Menneske er det Mirakel nok at anskue Naturen og hvile i hvad man ved om den.
At mærke solen, ilden, dens stråler på ens krop, hvordan varmen rejser gennem det kolde verdensrum og ned til din pande og får små sveddråber, der deler salt med det store, stille ocean, til at pible frem: Alt det er for Jensen tegn nok på det Store Mysterium. Det er det største mirakel. I lyset af bålet blegner alle mulige symboler.
Og Baalet man tænder Midsommeraften, det er altid en Ild, et stort Syn, og talende til de ældste Instinkter hos Mennesket. Uendelige og betydningsfulde er alle de Symboler der har været knyttet til Ilden, ikke til at gennemgaa her, man behøver ikke at kende dem, Baalet i sig selv har en umiddelbar Pragt, ude i det Fri, under aaben Himmel, paa et højt Sted, med Udsigt til andre fjerne Steder, hvor man ogsaa blusser, Skikken er højtidelig og værd at bevare.
Festen falder i de lyse Nætter, et Særsyn i sig selv, som der er Grund til at feste for, paa et Tidspunkt da man har den længste Dag og Sommeren er paa sit højeste, men hvor Solen vender og Tilbagemarchen allerede er begyndt; denne Nat er der mange der ikke gaar i Seng, og Midsommernatten er ogsaa for god dertil. Vil du forlove dig, saa lad det ske Midsommernat!
Jensen slutter sin artikel i Arbejdernes Almanak med at erklære sit ærinde: At finde frem til det naturpanteistiske udgangspunkt, der findes i ilden og bålet og de lyse nætter, i klodens vendepunkt fra lys til mørke. Jensen havde et kompliceret forhold til nationalisme, racisme og kolonialisme. I Den lange Rejse og artikelsamlingen Aandens Stadier er der flere passager, der peger på en særlig nordisk oprindelighed og ophøjethed i forhold til andre, laverestående racer, men Jensens racisme var aldrig nationalistisk-eksklusiv: Det gjaldt om at forbedre menneskeheden som helhed ved at blande racerne. Tanken om Danmark som en enklave, der har nok i sig selv, bød kosmopolitten Jensen imod, og han slutter sin artikel med at ærgre sig over den sang, vi stadig i dag synger ved Sankthansbålet:
Man har Drachmanns Midsommersang fra "Der var en Gang" en meget smuk Sang, for sin Tid, til en dejlig Melodi, men den har en nationalistisk Tendens, som er den nuværende Slægt fremmed, og den har ikke givet Slip paa Sank Hanssymbolet til Fordel for Forestillingen om Solhvervet.
Det drejer sig om at skrive verdslige sange til verden. At være jorden tro indebærer at velsigne den og ikke andre forestillinger. Drachmanns "Vi elsker vort land" er fyldt med overjordiske forestillinger om nation og eksklusivisme, fyldt med kristne sankthanssymboler. Derfor havde Johannes V. Jensen til Sankt Hans i 1936 i øverste højre hjørne på side 13 i Politiken, ladet udgive sit bud på, hvordan en verdslig sommersolhvervssang kunne lyde:
Midsommerteltet, de lyse Nætter,
staar tjældet over de danske Sletter.
Som Søer, rørt af en Brise, Kornet
nær Kysten staar, under Maanehornet.
Og Baal som tændes paa Næs og Bavn
et Budskab bringer fra Stavn til Stavn.
At de lyse nætter er spændt som et telt ud over de danske sletter er det første geniale billede i sangen. Men det vigtige er bålene, der tændes på næs og bavn: Siden oldtiden har de været brugt til at kommunikere, til at sprede budskaber om, at noget nærmer sig. Hvad er det for at budskab, bålene bringer i Jensens sang?
Sent høres Fugle, som ej vil sove.
Det kalder, drager fra dunkle Skove.
Den hvide Nat, hvor der vaagent drømmes,
bedaarer mange; mod Skoven strømmes.
Og Ungersvenden forsmaar sin Seng,
før Sol staar op over dugvaad Eng.
Budskabet er overalt. Det er et kald, som alle os, der har ligget søvnløse en juninat kender; nemlig fuglenes sang. Det er et kald mod skoven og den hvide nat. Som bacchanter strømmer ungdommen mod træerne og det dunkle. Hvad er det for mystiske danse og ritualer, der finder sted for de indviede, for de unge derude, væk fra byen og kulturen?
Skærsommer breder sin Blomsterhynde,
med alle Urter og Aarets Ynde.
Og glædesdrukkent der fejres Sommer,
i Skoven Jubel og Dunk af Trommer.
Og naar Raketter og Blus er brændt,
og Asken kold, da er Solen vendt.
Den dionysiske beruselse fejres med jubel og dunk af trommer, med ild og bål. Hér er midsommerfesten i sin mest elementale, planetariske form: Her er vendepunktet! Når bålet er gået ud og asken kold, da er solen vendt. Nu forsvinder lyset og Europa hælder mod mørket igen, kunne man parafrasere Jensens kosmiske digterkollega, Thøger Larsen. Men det er ikke den endelige undergang, det handler om; det er ikke en kristen eskatologi. Det er den store gentagelse, Jensen besynger:
At Sommer kommer, og Sommer lakker,
saa tit vi oplever det vi takker.
For Aarets Genkomst, for Aarets Vaner,
og Soles Vandring paa Stjernebaner,
for Himmellegemers faste Gang,
en Glædesild og en Solhvervssang.
Sangen synger om sig selv. Der skal takkes for sommerens evige kommen og gåen, for genkomst og vaner, ikke bare for vores sol, men for soles vandringer i verdensrummet. Og det gøres med glædesbålet og en solhvervssang. Det er ikke det lokale, der hyldes i Jensens sang. Det er ikke solen, men alle sole på enhver stjernebane, det er selve universets rytme, dét, man med den græske filosof Heraklit kunne kalde den bestandige forandring, som Jensen fejrer i sin sang. Det kulminerer i det sidste, femte vers:
Lad det fordybe din Andagt Broder:
dit Timeglas er i Takt med Kloder.
Dit Sommerblus, som kun stakket blænder,
er Ild af Altets, der aldrig ender.
Se Skov og Eng staar igen i Flor:
Velsign din Sol og velsign din Jord.
Hvordan kan man undgå at blive andægtig af at høre Jensens ord? Mit timeglas er i takt med kloder, skriver han, min rytme er i takt med det store univers. Og selv om jeg ikke er andet end et sommerblus, der har en relativ kort holdbarhedstid, så er jeg en ild af det store Alt, der aldrig ender. Jensens sang handler om den store gentagelse, som vi alle sammen har fået lov til at tage del i, når vi kan se, at skov og eng igen i år står i flor; det er her Jensen–ateist som han var–har allerbedst sans for det guddommelige, og sangen ender med en uforbeholden velsignelse af sol og jord.
***
Dette essay indgik i kataloget til KK44 – Festival for kultur og kristendom i Silkeborg, der i november 2021 holdt en uges festival under overskriften "Vendepunkter". Den findes desuden som podcast og kan høres her.
Tak til Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet i Farsø for hjælp til at finde flere af Jensens gamle tekster. Museets åbningstider findes på www.jensenmuseet.dk og et besøg kan på det kraftigste anbefales.
