MAGTEN & ÆREN
BISKOP OVER AARHUS STIFT, HENRIK WIGH-POULSEN, skriver om årets tema
Vi er altid, på en eller anden måde, på jagt efter magten og æren. Hvem vil ikke gerne have magt og indflydelse til at sætte sit præg på verden? Hvem vil ikke gerne høre, at der bliver sagt pæne og anerkendende ting om én selv?
Sådan har jeg det da selv, og sådan tror jeg også, at du har det. Magten og æren er et par gode pistoler at have hængende i bæltet, et par strålende trofæer at have stående på hylden, men også nogle rigtigt farlige legekammerater, når vi i vores jagt på dem lader det gå ud over andre.
For det er faktisk lige præcist dér, hvor det kan gå rigtig galt, og hvor det ofte går rigtig galt for os, når vi søger magten og æren. Mennesker lider, forfølges, mishandles og dør for magten og æren, for andres jagt på magten og æren. Min magt og min ære kan så let blive til mit medmenneskes nederlag og mit medmenneskes skam.
Ethvert fællesskab, enhver arbejdsplads, ethvert hjem kan alt for hurtigt blive til en kampplads, hvor det gælder om at få ret og blive beundret og set op til, og hvor det mange gange desværre bliver på andres bekostning.
Kirken - eller religionen som sådan - kan også blive sådan et sted, hvor det gælder om at have magten og æren på sin side. Især når troen bliver gjort til et redskab for at holde andre på afstand og dele verden op i de rigtigt og de forkert troende, i gode og onde, i hvidt og sort, rigtigt og forkert.
Så vi har allesammen, uden undtagelse, brug for at blive holdt fast på og høre, at magten og æren kan være noget farligt stads, når vi forsøger at gøre dem til vores egen private ejendom. Som noget vi har, og de andre i hvert fald ikke har. Det er jo også derfor, at vi, når vi beder vores fadervor siger: “thi DIT er riget, magten og æren”. Vi siger, at magten og æren er Guds. ikke vores. Det er Guds anliggende, og så skal vi ikke bekymre os om det og jagte det.
For vores liv, som Gud vil det, handler ikke om, at vi skal kæmpe med og mod vores medmennesker om at få magt og ære. Vi skal ikke på den måde komme til dem med os selv forrest. Tværtimod skal vi gå dem i møde med tilgivelse. Vi skal tjene dem. Vi skal være der for dem.
Det er den magt og ære, Gud vil, og det var, hvad Jesus lærte os. Og det har vi i den grad brug for at høre. For at blive modsagt og skubbet til og forhåbentligt bevæget og flyttet, inden vi igen genoptager vores utrættelige og ulykkelige kamp for at stille os selv op på sejrsskamlen.